Håndværkerfradrag

Du kan få fradrag for udvalgte håndværksydelser i dit hjem eller fritidsbolig.

Håndværkerfradraget er op til 8.600 kr. pr. person i 2025.

Du kan kun få fradrag for arbejdslønnen - ikke for materialer.

Håndværkerfradragets værdi er ca. 26 %. Hvis du har betalt 3.000 kr. for en håndværksydelse, sparer du ca. 780 kr. i skat.


Klima og Miljøsikring

Reparation og forbedring af skorsten, f.eks.:

  • Indsættelse af isolerende foring
  • Indsættelse af filter
  • Montering af røgsuger
  • Ændring af skorstenshøjde i tilfælde hvor tilhørende brændeovn/pejs efterlever reglerne om alder, jf. regler om skrotning af ældre brændeovne/pejse

Afmontering af brændeovne:

  • Afmontering af eksisterende brændeovne og pejseindsatse

Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, f.eks.:

  • Kloakarbejder på egen grund
  • Udskiftning af kloakrør
  • Fornyelse og etablering af dræn
  • Udskiftning og etablering af opsamlingstank
  • Nedsivningsanlæg
  • Minirensningsanlæg
  • Rodzoneanlæg
  • Højvandslukkere
  • Regnvandsfaskiner

Radonsikring, f.eks.:

  • Radonudsugning og radonspærre

Arbejde på vedvarende energianlæg

Arbejde på solceller og husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af solceller, herunder i kombination med batteri – dog ikke, hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes
  • Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller, herunder i kombination med batteri – dog ikke, hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes

Arbejde på solfangere, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af hele solvarmesystemet inkl. varmtvandsbeholdere.

Energirenovering af husets ydre lag

Isolering af tag og loft

Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas, f.eks.:

  • Nye ruder og vinduer, nye terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas, forsatsvinduer

Udskiftning af yderdøre, terrassedøre m.v., f.eks.:

  • Nye døre

Isolering af ydervægge, f.eks.:

  • Isolering
  • Hulmursisolering

Isolering af gulv, f.eks.:

  • Isolering af terrændæk og krybekælder op mod gulv.

Forbedring af varme-, køling- og ventilationsanlæg

Arbejde på varmestyringsanlæg, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af radiatortermostatventiler
  • Vejrkompenseringsanlæg
  • Urstyring
  • Cirkulationspumper.

Arbejde på anlæg til vandbåren varme, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af radiatorer
  • Gulvvarmeslanger og rørføring
  • Eftersyn af varmeanlæg

Arbejde på fjernvarmeunits, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af fjernvarmeunits inkl. varmtvandsbeholdere

Arbejde på varmepumper, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af varmepumper herunder luft-til-luft-varmepumper med og uden kølefunktion, luft-til-vand-varmepumper, og brine (jordvarme) til vand inkl. jordslange og borehul.

Arbejde på el-vandvarmer, f.eks.:

  • Installation, reparation eller udskiftning af el-vandvarmer.

Installation, reparation, udskiftning eller forbedring af ventilation, f.eks.:

  • Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding.

Har du brug at komme i kontakt med os?